Billede

Klik på billederne for stort format. Fig 1. Taxaholdepladsen. Chaufførerne sidder i skyggen og venter på kunder

Fig 2. Taxa-trykknap                           Fig 3. Benzinpriser

Fig 4. Taxamand og Grethe ved frokostbordet

Fig 5. Picnicsted ved DimCay Taxamanden vinker i baggrunden

Fig 6. Badning i flodens kolde vand. Taxamand i gynge. Det er mig til venstre

Fig 7. Skolen hvor vi gjorde hold. Fruen sad i skyggen under træerne i baggrunden

Fig 8. Hotel Sesam, som vi boede på i 1998

Fig 9. Hårnålesving

Fig 10. Familien modtager os på vejen

Fig 11. Familiens hus ses øverst midt for.

Fig 12. Udsigten fra vejen foran familiens bolig

Fig 13. Familiens hus set helt nede fra byen i 1998. Grusvejen, hvor jeg står er lige der hvor hotellet Royal Palm ligger in dag

Fig 14. Familiens hus fotograferet fra samme gade nede fra byen i 2003. Huset er nu i 3 etager. Forrest til venstra er det Hotel Akay og bagerst til venstre er det Hotel Royal Palm. De to billeder viser den rivende udvikling i byen i de første år i 0-erne. Udviklingen er fortsat op til i dag.

Vores første tur til Alanya var i 1994. Næste tur blev 1998. Under opholdet i 1998 hørte vi at Floden øst for byen (Dim çay) med mange picnic-steder var et besøg værd. Derfor gik vi til nærmeste taxa-holdeplads for at spørge om priser mv.

Taxa-holdepladsen kan ses på første billede i venstre kolonne (Fig 1). Som det fremgår var der flere taxaer på stedet. Chaufførerne sad og snakkede sammen, men da vi nærmede os var der straks en chauffør der rejste sig. Jeg spurgte om prisen for en tur på 3 timer. Efter nogen snak frem og tilbage fik chaufføren mig endelig til at forstå, at turens pris ikke afhænger af tiden, men af afstanden. Tiden kunne vi selv bestemme.

Vi fandt senere ud af, at benzin er ret dyr i Alanya, næsten samme pris som i Danmark, hvorimod arbejdsløn er meget billig. Derfor prioriteringen. Den dyre benzin er også årsagen til, at taxavognene ikke kører rundt i gaderne som i Danmark, men skal kontaktes på taxa-holdepladserne. Billedet til venstre viser priserne på benzin i 2017, hvor 1 tyrkisk lire kostede 2,30 kr. Som det fremgår, så koster een liter benzin ca 12 kr. Se Fig 3.

Hvis man ude i byen har brug for en taxa, findes der trykknapper på næsten ethvert gadehjørne. Tryk een gang på knappen og der kommer een taxa meget hurtig. Hvis du trykker 2 gange kommer der 2 taxaer. Taxa staves taksi på tyrkisk. Se billedet til venstre som viser en taxa-trykknap (Fig 2).

Chaufføren talte kun dårligt engelsk, men vi fik aftalt en tur til Dimçay Piknik område og til landsbyen Oba for 10.000.000 tyrkiske lira, svarende til ca. 250 Dkr. Det var før pengeombytningen, hvor man i Tyrkiet fjernede 6 nuller i deres valuta. Flodens navn udtales "Dimtjay".

Dim çay er en flod øst for Alanya. Op af denne flod er der mange restauranter, der serverer ved borde, der står ude i vandet. Man sider altså med fødderne i vandet.

Landsbyen Oba (Det gamle Oba) er en lille by, der ligger lidt inde i landet øst for Alanya.

Taxachaufføren var meget venlig og vi kørte straks mod Dimçay. Taxaen var en ret gammel godt slidt gul bil. Den så ud til at være mindst 15 år gammel.

Turen til Dim çay var en tur på meget dårlige grusveje, men det var en stor oplevelse at se de mange picnic-steder beliggende i skønne omgivelser langs med floden.

Planterne langs med grusvejen var indhyldet i et tykt lag støv. Chaufføren fortalte, at det ikke havde regnet i 5 måneder.

Vi kørte ind til et picnic-sted, hvor der kunne bades i floden. Der var opbygget små platforme, hvor der var mulighed for solbadning. Der stod ca. 20 borde ude i vandet og 5 borde oppe på det tørre. Vi valgte et bord på det tørre, for da vi fandt ud af, at der var små haletudser i vandet, skulle min hustru ikke nyde noget.

Vi spiste sammen med taxa-chaufføren. Grethe fik ørred, chaufføren fik kylling, og jeg fik oksekød på spyd. Se billederne Fig 4 og Fig 5.

Inden vi skulle spise var jeg ude at bade i flodvandet. Det var meget koldt. Det var så rent, at det kan sammenlignes med kildevand. Vandet kommer fra det meget tyndt befolkede bjergområde nord for Alanya. Derfor er der ingen forurening af vandet.

Vores taxachauffør var også i vandet samtidig. Da vandet var så koldt kom vi hurtig op igen. Varmen fik vi med det samme, for lufttemperaturen var jo ca. 32 grader. Se billedet Fig 6.

Vores taxa-chauffør kunne ikke meget engelsk, men vi forstod hinanden udmærket, Vi talte om den videre tur til Oba, men vi talte også om vores familier. Jeg kender taxamandens navn, men jeg vil ikke nævne den her på siden. Efterfølgende kalder jeg ham Ahmet.

Under samtalen spurgte Ahmet om vi havde lyst til at besøge ham. Vi sagde naturligvis ja tak.

På vejen hjem kørte vi over Oba. Der var tale om en meget lille landsby med få huse. Vi var der kun nogle få minutter. Landsbyen Oba ligger noget tilbage fra kysten ca 1 km bag ved Alanium.Bydelen Syd for Alanyum mellem Alanya og Tosmur kaldes også Oba. (Det nye Oba).

På vej gennem Alanya gjorde vi holdt ved en skole. Se Fig 7. Ahmet forklarede, at hans børn gik i skole her, og at hans hustru havde en form for hjælpevagt på skolen hver anden dag. Vi kunne se, at der sad 5-6 kvinder i skolegården i skyggen.

Ahmet gik hen til sin hustru og talte med hende. Han strøg hende på kinden da han gik. Da han kom tilbage til os sagde han ingenting, men han satte kursen mod hotellet. Vi tænkte, at hustruen nok ikke ønskede at modtage besøg.

På hotellet (Sesam). Se fig 8. gik han med ind, og han tale med en af tjenerne. Tjeneren forklarede os herefter på engelsk, at Ahmet inviterede os på besøg hos ham og hans familie, og at vi ville blive hentet ved hotellet kl. 1830. Vi spurgte hvad dette kostede. Han blev nærmest lidt stødt over, at vi kunne spørge. Vi sagde ja tak til invitationen.

Præcis kl 18.30 blev vi hentet på hotellet, og vi kørte mod udkanten af Alanya. Herfra gik det meget stejt opad små grusveje i hårnålesving. Se fig 9. For at kunne komme rundt i hårnålesvingene kørte han helt ud til kanten af grusvejen. U-ha. Han kunne nok se, at vi var lidt nervøse, for han beroligede os med, at han nu havde kørt denne vej uden uheld i 7 år.

Da vi var fremme parkerede han taxaen ind i en lille platform på bjergsiden. Da vi kom ud på vejen kunne vi se hans hustru og hans 2 drenge komme storsmilende imod os. De så utrolig glade ud - ja nærmet spændte - som os. Se fig 10.

Vi hilste herefter på hustruen og børnene. Vi havde hørt, at ikke alle kvinder må give hånd til mandlige besøgende, men både hustruen og børnene gav hånd til hilsen til mig. Min hustru fik velkomstkys og omfavnelse.

Vi kunne ikke se deres hus, men Ahmet pegede direkte opad og fortalte at huset ovenover os var deres. Se fig 11

Vi blev vist op af en meget lang og stejl trappe. Trappetrinene var af rå beton og ca ½ gange højere end normalt. Der var ingen rækværk.
Ahmets hustru insisterede på at bære Grethes taske. Grethe troede vist først hun ville tage den, men der var naturligvis tale om høflighed.
Da vi kom helt op af trapperne - der var vist 50 høje trin - blev vi vist ind i huset. Heldigvis var vi klar over, at man skulle tage skoene af udenfor i entreen. Ahmet gik først ind, så vi kunne jo gøre som ham.

Fra forgangen blev vi vist ind i stuen. Her fik vi straks duftevand på fingrene. Det er en tradition man bruger overalt i Tyrkiet. Der er tale om sprit med citron/blomster-duft.

Ahmet og hans hustru har 2 sønner på henholdsvis 10 og 7 år.

Vi havde en lille gave med bestående af lidt kage købt i byen, og slik til børnene fra transithallen.

I stuen var der møbleret med en meget flot sofagruppe bestående af sofa og to stole. Der var tale om møbler der så ud som nye med sort/gråt mønster i betrækket.
Der var også et meget flot dækketøjsskab i sort træ med store glaslåger i dørene. Det var helt tydelig, at det var det fine dækketøj, der blev opbevaret her sammen med nogle pyntegenstande. Også duftevandet stod i dette skab.

I den anden ende af stuen var der et lille spisebord med 4 stole. Disse møbler var i samme sorte træsort, og stolene havde samme betræk som sofamøblerne.

På gulvet var der et stort flot tyrkisk tæppe i samme sort-grå nuancer som møblerne.

Vægge og lofter var helt hvide ligesom gulvet var af hvid marmor, der kunne ses udenom tæppet. Der var ingen billeder på væggene, og der var ingen pyntegenstande udenfor dækketøjsskabet. De samme var tilfældet i alle andre rum i huset.

Efter at have sagt pænt goddag til hinanden blev vi blev vist ud på terrassen, der nærmest føltes som hængende ud over bjergsiden. Vi fik to stole med inde fra stuen. Terrassen var nærmest en balkon, ca. 1 meter bred, der gik hele vejen rundt om huset på de 3 sider. Det er en meget normal byggemetode.

Det var Ahmet selv, der havde bygget huset. Den er i 2 etager, men øverste etage var endnu ikke indrettet til beboelse. I dag er huset i 3 etager. Det kan vi se når vi kikker på fra byen.

Ahmet forklarede, at han skulle i bad. Derfor sad vi lidt alene på terassen. Drengene vovede sig lidt efter lidt helt ud til os. Vi talte med dem, men kun det der kan siges med fagter og lignende, for de talte kun tyrkisk.

Der var udsigt over hele Kleopatrastranden, Borgen og havet. Medens vi sad på terassen gik solen ned over havet. Det var utrolig flot.

Vi sad på terassen ca. en ½ time. Så vendte Ahmet tilbage, og vi blev igen inviteret ind i stuen, hvor vi blev anvist plads ved bordet. Kun Ahmet og vi fik plads ved bordet. børnene og Ahmets hustru skulle ikke sidde med ved bordet. Medens vi spiste stod hustruen ved siden af os og snakkede med som om hun sad ved bordet.

Børnene skulle lave lektier, men lavede også små spillopper. Vi troede ikke, at de måtte tumle i møblerne, men det gjorde de flittigt. De så ud til at nyde det.

Først fik vi tyrkisk the og kiks. Ahmet fortalte, at den ældste dreng på 10 år gik i skole fra kl. 0600 - 1200, og at den yngste på 7 år gik fra 1200 - 1800. Mødrene skulle på skift være tilstede i skolen for at hjælpe til i skolegården.

Vi så børnenes skolebøger. Bøgerne skulle kun bruges et enkelt år. End ikke den yngste kunne genanvende den ældstes bøger. Alle bøgerne så yderst fine ud. Selv bøger der havde været anvendt et helt år var pæne. Alle bøgerne var pænt indbundet i papir. Vi fik det indtryk, at skolebøgerne var helt på højde med hvad vi ser i Danmark. Tyrkiets grundlægger af den moderne opfattelse af stat og religion Atatürk var nævnt mange steder i bøgerne. Vi fandt også ud af at "kalem" betød blyant.

Vi talte om deres og vores familier. Ahmets forældre bor 100 km fra Alanya oppe i bjergene. De besøgte forældrene, men ikke i længere tid af gangen. Han forklarede, at der hvor de boede var der ingen læger.

Ahmets hustru havde selv lavet den meget flotte dug på spisebordet. Den var hæklet af meget tyndt garn.

Vi fik the tre gange i de små glas. Her ville vi sige tak og farvel, men det kunne der ikke være tale om. Vi skulle også have melon.

Lidt senere kom Ahmets hustru med en stor tallerken med melon og vindruer. De røde vindruer havde han selv dyrket. De hvide var fra hans forældre i bjergene.

Over bordet var der et vindue, der gik direkte til det fri uden glas. Der var skodder, som kunne slås for. Vi kunne slet ikke føle, at vinduet var helt åbent.

Da besøget havde varet ca. 2 timer sagde vi farvel og tak. Vi fik igen duftevand på fingrene, og Ahmets hustru kom med en gave til Grethe. Hun fik 2 hjemmelavede border til puder, og en lille hæklet serviet.

Inden vi forlod huset så vi de forskellige rum. I børnenes soverum var der 2 senge og et 20 tommers fjernsyn med satelitmodtager nedenunder. Den var de tydelig stole af. Der var tæppe på gulvet. Det kunne godt se ud som om dette var opholdsrummet for hele familien i dagligdagen.

I køkkenet var der et køkkenbord langs den ene væg, og et køleskab. Intet andet.

Da vi kom udenfor var det bælgmørkt, og Min hustru var nær ikke kommet ned af den stejle trappe, men det gik dog.
Da vi kom ned til bilen tog vi afsked med Ahmets hustru. Min hustru fik mange store knus og jeg fik igen håndtryk til farvel.
Ahmet kørte os til hotellet. Vi gav han 5.000.000 tyrkiske lira svarende til 125 kr. for turen. Han ville først ikke modtage pengene, men da jeg forklarede, at der kun var tale om betaling for taxaturen fra og til hotellet sagde han tak.

Der var tale om en meget stor oplevelse. De andre beboere på hotellet var meget misundelige. Jeg har inde fra huset, men dem vil jeg ikke vise her.

Vi besøgte familien igen i under ferien i 2000. Det var utrolig hyggelig. Det var mørkt, da vi kom op til huset. Hele familien kom ned på vejen for at tage imod. Denne gang boede familien på anden sal. stueetagen var udlejet til et ungt tyrkisk par. Vi spiste sammen med familien og de to unge. Det vi fik at spise var helt ubestemmeligt. Retten kan kun beskrives som en ret tyk brunlig urtesuppe. Jeg kunne ikke genkende een eneste af ingridienserne i suppen.